Tilværelsens fortællinger

Beskrivelse

Vores tilværelse præges af de fortællinger, vi er omgivet af. Fortællinger har betydning for identitet, for fællesskaber og ikke mindst for muligheden af at skabe mening og sammenhæng i tilværelsen. Fortællinger gør det både muligt at forstå fortiden, forhandle mening og integrere forandringer.

Livsfortællinger er en særlig genre, som spiller en rolle for menneskers identitet, og som finder anvendelse i forskellige former for pædagogisk og socialt arbejde.

Baggrund for bogen

Evnen til at lytte til andre og skabe et godt fortællemiljø er af afgørende betydning i mange professionelle sammenhænge. Vi har behov for andre perspektiver på tilværelsen en vores eget. Fortællinger gør det muligt at leve sig ind i og dele andre menneskers oplevelser og erfaringer.

Bogens indhold

Fortællingernes dimensioner og forudsætninger, kulturelle, kropslige og kognitive beskrives. Fortællinger anskues både som et fænomen, hvis form og indhold kan analyseres, og som en kommunikativ handling, når fortællinger skabes og udveksles imellem mennesker.

Der er lagt særlig vægt på udviklingen af fortælleevner og på betydningen af at blive en god fortæller.

Hvem kan have glæde af at læse bogen?

Tilværelsens fortællinger – tilegnelse og anvendelse er en grundbog for alle, der ønsker at arbejde med fortællinger. Den henvender sig til pædagoger og lærere, til sundhedsfagligt personale og til studerende, der ønsker viden om narrative metoder. Dvs. at anvendelsesmulighederne strækker fra introduktion af fortællelege i børnehaven til narrativ medicin.

Marianne Horsdal er professor dr. phil. i Uddannelsesforskning på Institut for Kulturvidenskab på SDU. Hun har arbejdet med fortællinger og livsfortællinger i mere end 25 år og anses for en af de førende internationale specialister inden for narrativ forskning. Hun har skrevet en lang række bøger og artikler om emnet, bl.a. Danmark – mit fædreland (1991), Livets fortællinger (1999), Vilje og Vilkår (2000), At lære, at huske, at være (2008) og Telling Lives (2012), som er Marianne Horsdals disputats.